For længe siden inden jeg begyndte at læse og inden jeg flyttede til København boede jeg hos min far på Skive egnen, og det var også rigtig fint, men jeg gik med en drøm i maven dengang. Jeg var 17 år gammel, og elskede at skrive, det var dengang jeg forsøgte mig med min første blog, hvor det ikke gik videre godt, men nok om den historie. Jeg ville være journalist, sådan en rigtig en! Gerne en af dem som blev brugt på TV, hvor jeg inden da selv skulle ud og opsøge alt informationen til det jeg skulle lave. Jeg var ikke så meget for de reklamebetale steder, hvor man lavede gratis nyheder så at sige eller hvor man bare skrev noget ligegyldigt. Næh, det var TVet der trak i mig!
Relativt tæt på Skive ligger Aarhus og nu siger jeg relativt, for tæt på er det jo ikke rigtigt, men i Aarhus kunne man læse til journalist og det kan man stadig, det kræver bare at man består en optagelsesprøve. Da jeg blev færdig med gymnasiet som 18 årig, var der ikke så meget andet for end at komme til det! Jeg tog den lange tur derop med printer og bærbar computer, som skal medbringes til prøven, og så ellers i gang. Prøven tog dengang 8 klokketimer! Du hørte rigtig 8 klokketimer, det er lang tid at skulle sidde og arbejde, men det var forholdene. Der bliver kun optaget ca. 10 % a alle dem der søger hvert år, så mine chancer var fra start ikke særligt gode, rent statistisk. Efter endt prøve gik der 3 uger før jeg fik svar.
Svaret kom, og det var ikke helt som håbet. Jeg havde bestået alle prøverne, men sat et komma forkert. Du læste rigtigt, ET KOMMA, det var min store fejltagelse, og årsagen til at jeg ikke kunne kom ind. Man kan altid søge igen året efter, men at skulle udsættes for 8 timers sveden og stress igen ville jeg ikke. Mit snit fra STX lå på 11,5, så der var mange muligheder udover journalist, selvom det da gjorde ondt ikke at være kommet ind. Vejen blev jura og den gik til København.